Firmaet Heartcare i Randers har netop lanceret et nyt hjertestarterskab, der udemærker sig ved udførlig instruks af brugeren og hurtig tilkaldelse af ambulancehjælp. Skabet er udviklet i samarbejde med I-Sikring og adgangen til skabet kan reguleres ved brug af to forskellige Conlan-systemer.

Intelligent hjertestarterskab

Heartcares nye hjertestarterskab udemærker sig blandt andet ved muligheden for automatisk opkald til vagtcentralen. Når skabet åbnes, gives der automatisk besked med skabets koordinater, og det er derfor muligt at sende en ambulance til ulykkesstedet, uden at brugeren skal bruge tid på at ringe op. Samtidig guides brugeren igennem anvendelsen af hjertestarteren, sådan at der nemt kan gives den nødvendige førstehjælp, indtil ambulancen ankommer.

Adgang til skabet

Hjertestarterskabet leveres med en af to former for adgangskontrol – nemlig en kode/mifare-læser (CM1000) eller en fingeraftrykslæser (FP1000). I situationer, hvor man ønsker, at kun bestemte personer har adgang til at åbne skabet, er en mifare- eller pinkodeadgang fordelagtig. Det kan fx være på skoler eller i forretninger, hvor kun personalet skal have mulighed for at åbne skabet.

Fingeraftrykslæseren kan benyttes, hvor hjertestarteren skal være offentligt tilgængeligt. Her åbnes skabet ved hjælp af et hvilket som helst fingeraftryk, og registreringen af fingeraftrykket tjener således blot til at undgå misbrug/tyveri af hjertestarteren.

Hvis du vil vide mere om hjertestarterskabet er du velkommen til at kontakte Heartcare eller I-Sikring.